En fobi kom forbi...

Jeg var helt sikkert en af de der unger med jord under neglene, græs på knæene og uglet hår. Jeg er født i 1963 og var barn i en tid, hvor børn skulle gå ud på vejen og lege. Vi legede i vandhuller, småskove og jordhuler. Klatrede i træer, gyngestativer og lygtepæle, og bagefter spiste vi håndmadder siddende på trappestenen - uden at vaske hænder først.

Så kom 1970'erne, hvor alt ligesom var tilladt, hår på benene og alt det der. Jeg husker mit ungdomsværelse med storblomstret tapet, ditto sengetøj og gardiner, og meget kreative bunker på gulvet af LP'er, kasettebånd, dagbøger, træningssko og sportstøj. På væggen tidens obligatoriske sættekasse proppet med småting fra mit unge liv - så svær at støve af, at jeg nok for det meste bare sprang den over.

Jeg voksede op og blev pludselig meget opmærksom på de der små labaner, dem vi ikke kan se med det blotte øje, bakterierne. De er på mange måder ligesom de bittesmå gnidninger i livet, dem vi vælger at ignorere, men som en skønne dag risikerer at fylde så meget under gulvtæppet, at de til sidst bliver den bule der vælter hele læsset.

Jeg tænker over bakterierne, når jeg er i biografen og en i nærheden nyser. I et fly, hvis min sidemand ser ud som om, han ikke er helt rask. Når jeg giver nogen hånden for at hilse goddag. Når en forbipasserende hoster uden at holde sig for munden. Når der serveres buffet, og jeg skal dele buffetbestik med alle andre...

Konsekvensen er, at jeg kan se en hel film, med min rullekrave trukket godt op over næse og mund, og jeg kan åbne døren på et offentligt toilet med min ene fod...

Jeg tager hænderne op af lommen, skaber nye muligheder og tager ansvar. Efter rigtig mange år med et måske alt-for-meget-der-haster-på-min-tallerken-liv, presser bivirkningerne sig på i form af fobier, stress og angst. Jeg føler mig ind i mellem utilstrækkelig og ikke mindst ansvarlig for snart alt: Det vi glemte, venindens fyring, det dårligt vejr, ukrudtet mellem fliserne og ja, selv urolighederne i Syrien er nok også min skyld...

Så er der alle de små ting, som puderne i sofaen. Jeg kan ikke helt huske, hvornår det begyndte, det sneg sig nok ind på mig, at en fobi kom forbi. Jeg lagde mere mærke til puderne i sofaen. Havde det bare bedre, når de stod helt lige og i korrekt farveorden. Og saksen, den har sin faste plads i en bestemt skuffe. Det er her den bor – ingen andre steder. Alt har en plads, og jeg ved, hvor det er - og ja, sikkert også hvis du vækker mig midt om natten og spørger.

Jeg ved godt, det ikke er rationelt, så ind i mellem undlader jeg - helt bevidst - at rette på puderne, når jeg forlader stuen, eller lader saksen ligge skødesløst på køkkenbordet efter at have brugt den – bare for at mærke hvor slem konsekvensen egentlig er.....jeg føler mig befriende rebelsk i ca. fem minutter - og så må det også være nok! Jeg lægger hurtigt saksen på plads i skuffen og retter puderne...puha - det føles dejligt.

Der er ganske sikkert en sammenhæng mellem mine fobier, behov for orden og niveauet af indre kaos og stress. Som mange af os, er jeg et sammensat menneske. På den ene side introvert med stort behov for alene tid. På den anden udadvendt med lyst til spændende og inspirerende relationer, sjov og ballade - en side som desværre altid puster lidt til mine fobier.

En fobi er værst, synes jeg, når man endnu ikke ved, at det er en fobi. Når en fobi kommer forbi er det derfor nødvendigt, at have familie, nære venner og et dybt og rummeligt netværk, der empatisk og med glimt i øjet, spørger ind til fobien. Ofte kvitterer de med egne fobier (tro mig der findes de mest utrolige....) og det er lykken, ikke at være den eneste. Det gør det lettere at se fobierne direkte i øjnene og være åben og ærlig om dem. Jeg er den, jeg er, livet er ikke en popularitetskonkurrence, men det er til gengæld ene og alene mit ansvar, at jeg kan fungere godt sammen med andre mennesker med mine fobier.  

Jeg deltager i mange netværk, hvor vi naturligvis hilser pænt på hinanden. Sådan en netværks-morgen giver jeg måske hånden til 45 mennesker og umiddelbart efter, sætter vi os til bordet for at spise morgenmad. Det kan jeg ikke - spise morgenmad - før jeg har været ude at vaske mine hænder – meget grundigt. I starten var vi kun to, men ligesom bakterier og trends smitter fobier også, og nu er der efterhånden ved at blive trængsel ved håndvasken.

Ind i mellem tænker jeg med en ærlig længsel tilbage på de gode gamle 70'ere, tiden hvor alt ligesom var tilladt, håndmadder på trappestenen med små beskidte hænder - og før den første fobi kom forbi...