tirsdag den 18. september 2012

Ordene der blev væk…

Et lille tryk på knappen og jeg er online igen efter en lang offline sommerferie. Det er lidt som, at stige på en karrusel, der langsomt begynder at snurre. Inden jeg får set mig om, kører den bare der ud af igen – lige lidt for stærkt.

I sommerferien står de fleste af os, for en stund, af karrusellen. Når vi pludselig står der ved siden af, helt stille, ser alt omkring os markant anderledes ud.

Jeg bor på landet omringet af marker og det giver normalt et godt udsyn – et langt perspektiv. Men i foråret valgte landmanden at så majs på markerne. De står nu stolte, skulder ved skulder, mandshøje med rank ryg. De mest modne har anlagt sig noget, der ligner et prægtigt overskæg, måske for at vise at de er kønsmodne, måske bare fordi de kan? Uanset årsagen, er markerne omkring mig pludselig forvandlet til lange tunneler, og jeg ser verden i et helt nyt og meget kortere perspektiv. Det betyder ikke, at den har ændret sig. Det betyder i virkeligheden bare, at jeg nu ser med helt andre øjne på nøjagtig den samme verden – tankevækkende?

Denne sommer har jeg forsøgt at bremse tiden lidt - helt forgæves naturligvis. Der er stadig 60 sekunder i et minut, og 60 minutter i en time og jeg kan ikke nå alt det, jeg sætter mig for på en dag. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig? Måske at tiden ville snegle sig af sted, hvis jeg kedede mig bare en lille smule? Problemet er, at selv med ti dage alene helt uden planer, kedede jeg mig ikke det mindste.

Jeg ville bruge sommeren til at skrive. Ligge i græsset under magnolien med min stråhat i fred og ro og bare skrive de ord, der faldt mig ind. Jeg sendte mand og søn til USA i ti dage. Jeg skrev og skrev og skrev, men pludselig en morgen, var ordene væk.

Jeg har ellers altid rigtig mange ord i mit hoved, måske for mange. Bittesmå ord og store ord, smukke ord og frække ord, fremmedord og hverdags ord, kække ord og skrøbelige ord. Nye ord presser sig hele tiden på, og den eneste måde at få dem ud er at skrive. Når ordene kommer ud igennem mine fingre, ned på tastaturet og kædes sammen til sætninger og fortællinger, så tømmes de som vand fra en hane fra min hjerne - og det letter.

Men så pludselig en dag, her i sommer, blev de væk. Jeg ved ikke, om der bare var så mange ord i mit hoved, at de blev nødt til at stå musestille for overhovedet at kunne være der alle sammen. Eller om de var flyttet, udsolgt eller rejst på sommerferie til udlandet med resten af Danmark? Jeg ved bare, at de ikke kom ud igennem mine fingre, som de plejer, når jeg satte mig til tastaturet. Der kom overhovedet ingenting.

Kun et par linjer til min mand i USA: "Hej skat, savner dig. Græsset vokser meget hurtigere, når du ikke er her - eller også plejer du at slå det oftere, end jeg er klar over…"

Derfor har der været en længere pause i mine nyhedsbreve og på min blog. Jeg ved godt, det er helt forbudt, at holde lang pause, men jeg gætter på, at I forstår. Den gode nyhed er, at rigtig mange af jer, har skrevet til mig og venligt spurgt hvor jeg blev af. Jeg har været savnet, og det har I bestemt også. Dejligt.

Lige om lidt høster landmanden sine stolte majs på marken, jeg får mit lange perspektiv tilbage og måske også ordene….håber jeg.