onsdag den 23. maj 2012

At vove er at miste fodfæstet et øjeblik...

Vi stod der, som sild i en tønde, midt i København. Alle regler var nærmest sat ud af spil med et overordentligt mylder af mennesker, barnevogne og cykler over alt og midt på vejene – opstemte og forventningsfulde. Vejret var fantastisk og byen vrimlede med glade mennesker fra hele Danmark og alverdens lande. Selv jeg, med min tendens til bakterie- og klaustrofobi, nød det fuldt ud.   

Det var i søndags, og vi var tilskuere til maraton i København. Vi var der for at se min søn løbe og blev straks fascineret af musik, rytme og begejstrede tilskuere der klappede og kom med opmuntrende tilråb - en ægte og hjertefølt hyldest til de 12.205 seje mennesker, der havde tilmeldt sig løbet og nu bevægede sig ad den planlagte rute i noget der lignede en kilometer lang slange. Det var mennesker i alle aldre og former, der øjensynligt havde besluttet sig for, at tage livtag med de mange kilometer under solen i København – hele 42,195 kilometer, som et maraton løb er.

Der var løbere med festlige tids-balloner i farvestrålende farver som lilla, rød og gul. Ballonerne dansede nærmest i luften over en flok energiske løbere der, hvis de kunne holde trit med de røde 4 timers balloner, ville gennemføre løbet på 4 timer. Der blev piftet og heppet fra sidelinjen og begejstringen var enorm, når vi spottede en løber vi kendte. Løberne gengældte begejstringen og tog glade imod det velfortjente bifald.

Jeg var imponeret af flere omgange – særligt over en gruppe oldboys, med ekstra kilo på sidebenene, der kæmpede sig modigt frem i flok. Jeg så modne, runde damer der standhaftigt lagde kilometerne bag sig. Jeg så en mand med sin datter i en babyjogger (en barnevogn udviklet til at løbe med) og tænkte: ”okay respekt”, babysitteren havde måske svigtet, men det var altså ingen hindring for ham. Jeg så Supermand, en Sumobryder og selveste Elvis!

Det bedste af det hele er, at det ikke er noget, man bare kan gøre – det er noget man skal øve sig i, i lang tid. På samme måde, som man skal med et godt parforhold, et godt forhold til børn, svigerbørn og børnebørn eller en god veninde og et godt netværk – ingen af disse ting skabes over natten. Vi skal øve os og arbejde på det i noget, der måske kan virke som en evighed set med dagens det-skal-gå-skide-hurtigt-fordi-vi-har-så-travlt målestok. Jeg er ingen ekspert, men i min optik bliver det der bygges på den lange bane dybt og værdifuldt på en måde, som det der skabes på en kort bane slet ikke kan – så indsatsen er det hele værd.

Ved 23 kilometer havde løberne tydeligvis stadig en fest, de smilede, vinkede og knoklede videre ud af ruten igennem Københavns gader. Ved 30 kilometer begyndte det at knibe lidt, benene blev tunge og hjernen blev besværlig: ”Det her er jo helt sindssygt” var der en der udbrød, mens han fokuserede på at flytte det ene ben foran det andet i noget, der skulle ligne løb. ”Hvis geniale idé var det her?” mumlede en anden, der tydeligvis var ved at være opslidt. Langt de fleste sagde dog slet ingen ting. Længere fremme begyndte flere løbere at stå af løbet og kapitulere til kilometerne. De enten lå eller sad langs ruten, fuldstændig udmattet.

I løbet af de mange kilometer, når de løbende sikkert dybt ind i sig selv, for at klemme de sidste kræfter ud. Der er rigelig tid til at granske de inderste kroge af sjælen, måske finde et svar på, hvorfor man dog tilmeldte sig dette (i situationen) forbandede løb? Ironien ligger i, at 5 minutter efter målstregen krydses, planlægger de fleste næste års løb.

De sejeste nåede endelig frem til målet 42,195 kilometer, hvor der var jubel og varm modtagelse. Stolte så vi min søn passere målstregen på 3 timer og 57 minutter. Efterhånden som løberne kom i mål, kæmpede tilskuerne i en skøn forvirring om plads til at tage billeder af deres helt egne helte og heltinder. Løberne var udmattede, nogle nærmest desorienterede, og andre havde endog brug for omgående hjælp til at stå på benene.

Jeg blev på mærkeligste vis fuldstændig bjergtaget af stemningen. Stolt, imponeret, forgabt i hele dette besynderlige fænomen og ikke mindst inspireret. Inden aftenen var omme – ups – så havde jeg tilmeldt mig næste års Copenhagen Marathon!

Måske vil du også tage livtag med kilometerne – eller noget helt andet? Vi Kvinder er et fantastisk sted at finde inspiration eller skøre indfald, der beriger dit liv og hiver dig ud af hverdagens trummerum. Se bare alle de netværk du kan vælge imellem – og hvis du ikke finder det, du søger i din by, så vov at miste fodfæstet et øjeblik og tag selv initiativ til et nyt netværk i Vi Kvinder, om lige det, du har lyst til.

Jeg vil ikke være publikum næste år, jeg vil selv løbe Copenhagen Marathon den 19. maj 2013 - og jeg har nu 362 dage til at komme i form.”At vove er at miste fodfæstet et øjeblik, ikke at vove er at miste sig selv.” sagde Søren Kierkegaard. Jeg vælger at vove – hvad vælger du?

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Besøg Vi Kvinder på Facebook