Brikker i et puslespil...

Lige nu er mine ramsløg på vej op af jorden - efter krokus, vintergækker og erantis, kommer nemlig ramsløg. De vokser imponerende hurtigt, og jeg er sikker på, at de ville vinde planternes 100 meter løb - hvis det fandtes. 

Men jeg har bemærket, at ramsløg er en plante vi enten elsker eller hader. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der er indifferente. Vist er den smuk, frisk og vital, men så dufter eller lugter den af løg - afhængig af næsen der bedømmer - og der skilles vandene.  

Jeg holder meget af den og føler virkelig, at jeg lever livet, når jeg kan hente ramsløg ind fra min egen skov og eksperimentere med hjemmelavet ramsløgsolie, sauce verte eller pesto. Andre vil hellere købe den slags færdiglavet, pakket og klart i supermarkedet, for det er jo bare så forskelligt, hvad vi vælger at bruge vores tid på.   

Jeg kender en, der ikke kan komme igennem dagen uden en lang løbetur. Regn, tørke, sne eller 40 graders varme kan ikke afholde ham fra at motionere. Han ser faktisk ingen forhindringer, når han skal udøve fysisk aktivitet. Jeg forestiller mig, at hvis han en dag ikke kan finde sine løbe sko, vil han sagtens kunne løbe i gummistøvler eller på bare fødder. 

En anden fylder sit liv med musik. Han spiller guitar og klaver mindst 4 timer om dagen og er alligevel så organiseret, at han også har tid til lektier, venner og fritidsjob. Tidligt om morgenen, drager han glad af sted til skole på sin knallert som er pakket som et æsel med skoletaske, gymnastiktaske - og så lige en elguitar på ryggen.  

Jeg kender efterhånden mange, der til gengæld ikke føler, at de rigtigt lever livet, med mindre de laver en Facebook- eller Twitter opdatering hver anden time. Om de så har en fuldpakket dag med arbejde, rengøring, indkøb, fire snotunger, madlavning, to forældremøder og en familiefødselsdag, så når de alligevel at lave 4 status opdateringer. 

Og så kender jeg en, der læser en bog på 500 sider på et par timer. Hun læser også juridiske lovsamlinger og domme, for sjov. Hun har dertil et læsetungt studie og læser altid lige lidt ekstra for at være på den sikre side. Hun har mand, børn, vasketøj, indkøb og alle de andre gøremål der er i et travlt familieliv. Men nævner jeg en interessant bog, har hun altid lige nået at læse den til næste gang, vi ses. 

På den anden side, er der andre ting, der er så tunge for os, at de ikke kan føres ud i livet. Vi har enten ikke tid, kræfter, sko, briller, knowhow, plads eller penge til det - undskyldningerne står simpelthen pludselig i kø. 

Ind i mellem opfinder vi ligefrem forhindringer, der gør os ude af stand til at gøre det, vi måske føler, at vi burde. Jeg hørte om en kvinde der beklagede sig; hvis hun bare havde en bil, ville hun tage sin lille datter med ud på en tur. Den hurtige vil bemærke, at det netop er fordelen ved en tur, at man ikke behøver en bil. Tag din datter ved hånden, gå ud af døren og gå en dejlig tur med hende. Der er ingen forhindringer, du kan føre det ud i livet lige nu - hvis du virkelig vil.  

Hvad handler det om det der med, at rammerne skal være helt perfekte, før vi føler vi kan føre tingene ud i livet? Hvorfor står undskyldningerne i kø? Hvad skete der med lethedens princip og hvorfor er dét, der er så let for den ene, næsten uoverkommeligt for den anden? Er det bare indstillingen, vi går til emnet med, som i hvor der er vilje er der vej?  

Livet får en ekstra gnist og en lethed, når vi giver plads til dét, der interesserer os, om det er have, motion, litteratur, musik eller ramsløg betyder mindre, når blot vi er tro mod os selv og fylder livet med en hel masse, af det vi brænder for. Tænk hvor fascinerende det er, at lytte til og være sammen med mennesker der går lidenskabeligt op i et bestemt emne. Præsenteret af en ildsjæl kan selv entomologi jo gå hen og blive interessant.  

På en måde er vi som forskellige brikker i livets store puslespil. Ikke to er ens og det er først, når vi lægges sammen med alle de andre brikker; familie, venner og netværk, at vi danner et billede, der virkelig giver mening.  

Det får mig til at tænke på et citat af Oscar Wilde: "Be yourself - everyone else is already taken". Og så går puslespillet op.

De bedste hilsener

Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Besøg Vi Kvinder på Facebook

Det befriende ingenting....

Solen skinner ind af vinduet og laver en varm solplet midt på gulvet. Lige der, i solpletten, vælger min kat at lægge sig. Hvis solen er gemt bag skyer, har han en række andre faste pladser, som han altid indtager med stor beslutsomhed. Han kan ligge der længe - meget længe og tilsyneladende lave....ingenting.

Det er en egenskab, jeg i stigende grad finder beundringsværdig, altså evnen til at fylde en hel dag med befriende ingenting. Lade verden passere forbi udenfor. Tro på, at den nok skal klare sig helt fint uden mig. Slukke mobil, iPad, computer og tv. Krybe op i sofaen, lade solstrålen kærtegne min kind. Lukke øjnene og tage livets lyde ind. Fuglene der kvidrer, huset der ånder, vinden der synger i træernes kroner og glade børns leg – bare lytte til livet på afstand.

Det burde næsten være obligatorisk, for ligesom en tom mave får skyld for mange fejl, tror jeg, at travlhed tager en sikker anden plads – som i hastværk er lastværk.  

Et aktivt, engageret og indholdsrigt liv forudsætter på sin vis evnen til også at kunne trække sig tilbage, trække vejret dybt, regenerere sjælen og bearbejde alle indtryk - måske ikke lige så ofte og længe, som min kat Garfield gør det – indrømmet, det kan godt tage overhånd med ham.  

Men, for meget af det gode, bliver jo netop - for meget. Glansen forsvinder simpelthen. Det sker endog med marcipan, som jeg ellers nærmest forguder. Men efter en hel rulle af det, bliver det bare for meget. Det gælder nok i det hele taget her i livet, det der med balance. Der er talrige eksempler på det. Se bare parterapeuten der er skilt, mekanikerens bil der ikke starter og diætisten der er overvægtig. Kan det tænkes, at de har behov for at beskæftige sig med noget aldeles andet, når de har fri? Et regulært sceneskift?

Jeg kan huske, da jeg var barn, at de voksne altid sagde: "Du skal gøre som jeg siger, ikke som jeg gør", som i virkeligheden bare betød, at de heller ikke selv kunne føre det ud i livet, som de prædikede og ellers i teorien lød skide smart.

Jeg kendte en præst, dygtig og karismatisk og desværre ikke er blandt os mere. Men han fortalte mig, at når han gik til fest og folk fandt ud af, at han var præst, blev han næsten altid trængt op i et hjørne af en eller anden person, der havde brug for at lette sit hjerte, og måske øjnede en hurtig mulighed for syndsforladelse lige der midt i festen. Det var stærkt opslidende, for han havde jo fri og var til fest. Efterhånden, når folk spurgte ham, hvad han arbejdede med, svarede han: "Tømrer" og slog dermed to fluer med et smæk, for han havde bemærket, at håndværkere var ret populære hos damerne.

Det befriende ingenting, den var ikke gået med min farmor. Hun havde andre ord for den slags. Ord som dagdriveri, dovenskab eller ligefrem ungdomssløvsind. Hver en time i hendes liv havde en dagsorden, en agenda, et formål. Faktisk er der mange, der påstår, at ingenting kommer af ingenting. Ja selv i debatten om Big Bang, hvordan det kunne ske, hvis der, som det påstås, ingenting var før.

Jeg vil påstå, at noget af det bedste kommer, lige når vi laver ingenting. Bare se Kærligheden, den kommer først, når vi ingenting gør for at finde den og uventede gæster banker først på døren, når vi ikke har gjort rent. I mine øjne kommer der masser ud af ingenting. Lad os være ærlige, sat på en spids, så er det at lave ingenting i nogen tilfælde langt bedre end det at forsøge alt for hårdt.

Vi vil jo gerne nå det hele og derfor stormer vi alle sammen ud over bakkerne. Hvis hesten er død så stå af, siges det. Min kloge veninde siger; mærk hvordan hesten har det undervejs, sørg for den har det godt, så behøver den ikke dø og du behøver ikke stå af.

Mens jeg har siddet her og lavet absolut ingenting, er krokus, vintergækker og erantis dukket op af jorden – kloden drejer stadig rundt og foråret er på vej. Jeg er til.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder 

Besøg Vi Kvinder på Facebook