De bedste ting i livet...

Hans selskab er kun flygtigt, og hans exit er altid meget sørgelig. Glæden er til gengæld nærmest ubeskrivelig, når han pludselig står her igen. Vi ved aldrig helt nøjagtig, hvornår vi kan forvente hans ankomst, da det afhænger af faktorer, vi simpelthen ikke har indflydelse på. Han er kold, og vi må altid møde ham i hans rette element - udenfor. 

Ikke desto mindre jubler såvel små som store henrykt ved synet af ham. Vi bliver legesyge og nyder hans selskab i sådan en grad, at vi på mystisk vis bærer over med alle hans excentriske særheder.  

Han er vores helt egen snemand, som ankom i søndags og allerede nu kæmper for at blive hos os. Han står så fint placeret ude i haven, hvor vi kan se ham fra køkken vinduerne, hver dag. Lige så meget glæde vi havde med at lave ham, lige så meget lider vi med ham nu, da han kæmper for sit liv - i tøvejr.  

Kan det være elementet af fuldstændig uforudsigelighed, der er så tiltrækkende? Det flygtige bekendtskab? Det faktum at kriterier som sne og den helt rigtige temperatur ikke bare kan bestilles, og det derfor handler om, at smide alt hvad vi har i hænderne, når det sker? Eller er det skønne minder fra vores egen, vores børn og børnebørns barndom, der opleves igen på herligste vis?   

Her i disse krisetider, hvor det heldigvis handler meget mere om at være og opleve end at have og vise, må vi sætte pris på de skønne, gratis glæder vi trods alt stadig har adgang til. At lave en snemand er bare en af dem. 

Det er oplevelserne, vi husker på den lange bane. Hyggestunder, udflugter og aktiviteter med familie, venner og veninder. Hvis du ikke ved det, er der et helt specielt sted i hjertet - særligt indrettet til at langtidsopbevare disse minder - så vi kan tage dem frem på en regnfuld dag, i overført betydning, og lune os ved dem. De forgår aldrig og glæder for evigt.  

Det bedste var næsten, at nyhederne valgte at bringe et billede af en anden families snemand forleden aften - hvor smukt og livsbekræftende er det ikke, i en tid hvor de ellers kun viser indslag om krise, krig og ødelæggelse?  

Det smukke ved en oplevelse, som fx at bygge en snemand kan være, at det nærmest er et værk under udarbejdelse - hvor vi må blive, holde fokus, engagere os og følge udviklingen. Lade os medrive, henrykke og overraske. Sænke paraderne og være åbne og ikke mindst sammen med andre. Føle fællesskab og samhørighed.  

Det smukke ved en oplevelse er jo, at den er forgængelig undtaget for sindet, hvor den til gengæld bliver et smukt minde (over tid endnu smukkere…). Oplevelsen er levende, her og nu intens, men også skrøbelig, fordi vi alle er med til at påvirke den i enten positiv eller negativ retning.  

Jeg holder meget af at træde et skridt tilbage og evaluere min tid, gøremål, ja livet. Det er måske netop tanken om, at vi kan miste, og alt er forgængeligt, der skærper vores sanser og lysten til vedholdende og aktivt at gøre en indsats for et godt og helstøbt liv fyldt med fællesskab og skønne oplevelser. Se bare vores bugnende event liste i netværket, som vidner om netop det.  

De bedste ting i livet er ikke ting. 

Det var lige Valentins dag, og når det gælder om at erklære sin kærlighed - siger jeg glem alt om blomster og chokolade. Jeg tænder på min mand når han, med et glimt i sine frække øjne, siger: "Skat, der er sne og temperaturen er perfekt - vil du med ud at lave en snemand?" Det er da en kærlighedserklæring af format.  

Jeg sidder ved mit køkkenbord og skriver dette blogindlæg. Ud af vinduet kan jeg se vores snemand langsomt smelte. Han er snart helt væk. Jeg bliver en lille smule trist - han var en virkelig flot fyr - men jeg husker straks, de skønne timer vi havde med at lave ham, og så trøster jeg mig selv med, at han kommer igen til næste år. Håber jeg.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder...
Besøg os på Facebook...

Krise, kram og kærlighed

Det var en af de dage, hvor jeg kom ud af sengen på det forkerte ben. Slog dynen til side og mærkede straks en bidende kulde. Jordvarmeanlægget var stået af i løbet af natten, og det føltes som minus 12 grader i soveværelset. Bebrejdende blikke fra hund og kat på vej ud til badeværelset, efterfulgt af et iskoldt brusebad, som effektivt fjernede den sidste snert af mulighed for, at jeg nogensinde bliver vinterbader – selv om det ellers er blevet meget populært.

Sådan en hændelse kommer sjældent alene – det ville være alt for let. Andre udfordringer fulgte; katten havde kastet en hårbolle op på det lyse gulvtæppe, en halv meter sne foran hoveddøren, en stor uventet regning i postkassen, hunden stjal et halvt rugbrød fra køkkenbordet, mens jeg var ude ved postkassen, og veninden ringede og fortalte, at hun havde fået en uhelbredelig sygdom. Som en trillende snebold der bare blev større og større, blev dagen værre og værre.

Jeg overvejede kraftigt at lave ”Maude manøvren”, og gemme mig under dynen i min seng eller halvt opgivende kaste blikket ”Jeg har brug for, at du er stor og stærk nu” på min mand og overlade det hele til ham...

Livet byder på overraskelser, der spænder ben, selv om vi forsøger at planlægge helvede ud af det. Vi laver lister i en uendelighed, der skal strukturere og kategorisere vore liv, så vi husker at nå, alt det vi har så travlt med. Egentlig kan det føles helt befriende, at tage imod livets benspænd med åbne arme – og nyde det skæve liv, der kører parallelt med listerne. Være let om hjertet og have evnen til at danse triumferende over for skæbnen. Have fokus på et autentisk liv, med de mest basale ting som varme, mad og kærlighed. Være limen der holder mennesker sammen i en tid, hvor alt handler om krise og dårlig økonomi. Have fokus på, hvor banalt det end lyder, kærlighed til de mennesker vi har omkring os, og den tid vi har sammen. Alt andet kan jo være lige meget om 100 år.

Dyrke de dybe relationer, dem der tager tid, dem vi ved, vi kun kan få på den lange bane, når vi møder andre, med et åbent sind og tager os tid til at lytte. Relationer der er fredfyldte og giver plads til fejl, mangler og udfordrende dage, men også til glæde og udfoldelse af talent. De relationer har jeg i vores netværk, kvinder der altid er i den anden ende af en e-mail, et telefonopkald eller i sofaen ved siden af mig, med en kop varm kaffe og et kram – alt efter behov.

Det er skide koldt i huset, og vi beslutter os for at lave ingenting og samles foran brændeovnen. Hele familien kryber sammen skulder ved skulder – hund og kat er også med. Dagen igennem henter vi brænde ind fra skuret og fyrer godt op, så veddet knirker og knager.  Vi spiser, snakker og hygger, og vi nyder oplevelsen af samhørighed midt i krisen. TV forbliver slukket, vi hører ikke nyhederne og kigger ikke på uret – vi holder fri fra tidens tyranni.

Natten falder på, min mand og jeg kryber tættere sammen under dynen - det er jo stadig koldt i huset, så kram og kærlighed gør virkelig godt.

Næste morgen, da jeg slår dynen til side og står ud af sengen, har jordvarmeanlægget igen fået opvarmet vores gamle hus fra 1864, og temperaturen er oppe på sine normale 20 grader. Under bruseren skyller 38 grader varmt vand ned over min krop - dejligt. Ned af trappen og ind i køkkenet til en sund morgenmad. Ved siden af kaffekoppen ligger min ipad – klar til dagens liste… 

De bedste hilsener

Annemette Klæbel


Besøg vi-kvinder.dk 

Besøg os på Facebook