Det vi tror, vi ser…

Det var i bilen, på en lang køretur til Nordsjælland, at snakken faldt på Dronningens 40 års jubilæum. Jeg var 8 år, da hun blev kronet, og hvis jeg virkelig graver i min hukommelse, kan jeg måske godt huske det. Jeg kan også huske den gamle konge, Frederik den 9, måske mest fordi jeg syntes, at han lignede min farfar så meget, hvilket jeg fortalte min mand, mens vi sad der i bilen. Han kiggede overrasket på mig og sagde, at han ellers altid havde syntes, at den gamle konge lignede hans morfar.  

Enten lignede gamle mænd, dengang, alle sammen hinanden, ellers også har vi som børn ikke rigtigt set dem, men blot registreret, at de var gamle og automatisk placeret dem i "gamle mænd kassen" oppe i hovedet. Ligesom når jeg ser en bil og pr. automatik placerer den i "røde biler kassen" eller "sorte biler kassen" - og når min mand så spørger mig hvilket mærke den var - bliver jeg helt blank i øjnene, for den kasse har jeg ikke.  

Det får mig til at tænke på, hvor mange andre ting vi mon ser, men ikke rigtig ser?  

Min mormor skrev om en oplevelse i skolen i 1915, hvor hun delte skolepult med en dreng, som viste hende noget - hun ikke så. Hun beskrev det sådan her: "En dag midt i en skoletime begyndte drengen, der var min sidekammerat ved en dobbeltpult, i al hemmelighed at knappe gylpen op, idet han hviskede, at han ville vise mig noget. Derpå fremdrog han en lille tynd bajersk pølse og ville have, at jeg skulle føle på den. Jeg syntes, at det var noget rædsomt griseri at opbevare madvarer i bukserne, og vendte demonstrativt ryggen til ham…" 

De fleste af os har "kendte og kongelige kassen" og kan på et split sekund hive farverige fortællinger frem om hvor, hvornår og hvordan vi har mødt kongelige og kendte personer. Min far har ikke den kasse. Han var på golf ferie i Spanien og efter 18 huller, stod han under bruseren i den eksklusive golfklubs omklædningsrum, og faldt i hyggelig snak med en anden golfspiller, som bl.a. spurgte om min far ville med ud og gå 18 huller næste dag. De forlod omklædningsrummet sammen, og da de rendte på min mor i baren, præsenterede manden sig pænt for hende: "Sean Connery". Min far var ganske uimponeret, mens jeg stadig er lidt misundelig over, at han har ”været i bad” med Sean Connery - alias Bond, James Bond.   

Apropos konger og dronninger skrev min mormor, som boede i Søllerød i Nordsjælland, også: "Det må have været på den tid, jeg en dag, mens mor plukkede bær, stod oven på denne kule og så en meget fin soldat komme ridende. Jeg råbte "Goddag soldat" til ham, og han red helt hen til hegnet og holdt hesten an, gjorde honnør og gengældte mit goddag. Jeg stod tilfældigvis med en lækker sommerpære i hånden og spurgte frejdigt, om han ikke ville have den. Han bøjede sig ned imod mig, tog pæren, takkede, bed i den og sagde, at den smagte dejligt, hvorefter han igen gjorde honnør og red videre. Da jeg vendte mig om, så jeg mor kæmpe for at komme op fra en meget dyb knæbøjning, hvilket var aldeles usædvanligt. Det viste sig, at ryttersoldaten havde været selveste kong Christian X. Dette blev den eneste kongelige audiens i mit liv…"

Kendte og kongelige lider ofte under, at blive set alt for meget og skal tænke nøje over hvert skridt de tager, når de går uden for en dør. Omvendt har de ikke, som mange af os andre dødelige, oplevet at være fuldstændige usynlig, som når du taler til en forsamling og absolut ingen hører dig, eller du står i en kø, og alle bare springer dig over, og du til sidst har lyst til at råbe: "Hallo - er jeg usynlig eller hvad?". Nå jo, så måske lige Kronprins Frederik, som efter sigende engang ikke blev genkendt og spurgt hvor han boede, svarede: "I en rundkørsel i København". 

Vi kan også blive set, uden rigtig at blive set, som da jeg som ung mor, for 26 år siden, boede i Paris og dagligt gik tur med min datter i barnevognen, og alle placerede mig i "Au pair pige kassen".  

Eller som da jeg blankt afviste en telefonsælger med sætningen: "Nej tak, vi er meget tilfredse med vores forsikringer" og straks placerede ham i "Irriterende sælger kassen", da han pligtskyldigt ringede for at booke et møde med min mand og mig. Det viste sig, at det var min mand, der selv havde bedt forsikringsmanden om at ringe og booke et møde med os. 

Måske skal vi overveje en markant oprydning i vores respektive kasser, give dem langt mere nuancerede navne og sidst men ikke mindst bruge lidt mere tid på selve sorteringen. 

Min mand var i den Kongelige Livgarde i sin tid, så hans "kendte og kongelige kasse" er naturligvis helt fyldt, da han har mødt dronningen op til flere gange, men hvis jeg spørger ham hvad dronningen havde på af tøj, bliver han helt blank i øjnene - den kasse har han nemlig ikke.

De bedste hilsener

Annemette Klæbel

Besøg vi kvinder
Besøg Vi Kvinder på facebook