mandag den 7. juli 2014

Den sidste flyver fra reden...

Jeg samler på oplevelser. Den slags der giver næring til sjælen. Rykker ved mit
verdenssyn. Overrasker og imponerer. Smuk skulptur. Elegant balletdanser. Forførende sangstemme. Maleri med kant, musik jeg mærker og ord, der flytter tanker.

Rejser. Flyve over skyerne. Lande i verdens store byer, der byder på historie og kultur. Mad der stimulerer smagsløgene. Arkitektur der forundrer. Mennesker der inspirerer.

Den slags der giver ro i hjerte og mave som at høre græsset gro. Smage hjemmelavet hyldeblomst saft. Dufte til lilla lavendler. Mærke østenvinden på kinden. Det kræver tid. 

Den yngste flyver nu fra reden. Tryg havn for 3 børn i 30 år. Administrator, koordinator, direktør og chauffør. Nu vi kun 2. Min mand og jeg.

Endnu et værelse bliver ledigt. Hvad skal vi efterhånden bruge dem til? Gaveindpakningsrum? Har allerede 3 gæsteværelser! Vi fylder mere i takt med at børnene flytter. Fordyber os. Sanserne skærpes. 

Capital in the Twenty-First Century af Thomas Pikettys er flyttet ind på mit natbord - alle 685 sider. Tiden er en gave, den skal bruges til fordybelse
og til gode oplevelser.  

The best is yet to come...

tirsdag den 13. november 2012

Vi ses på tirsdag...


Aldersforskellen var så stor, at de knapt var vokset op i samme barndomshjem. Men søstre var de, på godt og ondt. Rollerne var defineret; storesøster og lillesøster. Hele forskellen lå måske i de to små ord: Stor og lille. I dem havde de begge lagt en masse forskellige værdier og forventninger. Værdier som ærlighed, empati, omsorg, respekt, ydmyg og rummelig. Forventninger til pligter og ansvar.

Når de stod der, med hver deres rolle, oplevede de måske begge, at den andens rolle var meget lettere. Den anden var heldigere, af tusind forskellige årsager, og det skabte et skævt udgangspunkt. Forventningerne blev ikke indfriet. Det sled på familiebåndet, som blev tyndere efterhånden som årene gik og livets uundgåelige banaliteter overtog dagligdagen og den energi, de havde til rådighed.

Forudsætningen for et tæt bånd, havde ellers været til stede. De var skabt i samme livmoder og opdraget af samme forældre. På livets vej var der også mange fællesnævnere. Rigtig mange. Men de blev ikke omdrejningspunktet for deres relation. Det blev til gengæld de ulykkelige omstændigheder, der ellers skulle have knyttet dem sammen; at de mistede deres far alt for tidligt og deres mor langt senere, men til gengæld helt uventet - det var et chok. Det skulle få dem begge til at foretage valg på livets vej, som den anden ikke forstod?

De havde hver deres måde, at tackle sorgen og tabet. De greb efter helt forskellige redningsplanker. Dem der lå lige for og i øjeblikket virkede mest stabile. Som i en flod der deler sig, flød plankerne med strømmen, hver sin vej og inden længe sås de mest af pligt. Ingen havde skylden. Alle havde skylden.

Et langt liv passerede forbi. Så skete det. Et nyt chok. Storesøster fik en blodprop. Så en til. Og en til. Verden stod stille. Alt ændrede sig. Dagligdagens banaliteter blev uden betydning.

Som ved The Big Bang, skabtes en ny ø. "Søstrenes ø". Den manifesterede sig hver tirsdag. En ny virkelighed hvor storesøster blev lillesøster og vise versa. De greb den samme redningsplanke og drev med strømmen, sammen. Trods forfærdelige omstændigheder og omgivelser, blev det en umådelig smuk ø med nye stærke bånd, ærlighed, empati, omsorg, respekt, ydmyg- og rummelighed.

Forventninger til pligter og ansvar blev indfriet. Alt andet blev vand under broen. Lillesøster læser højt for storesøster. Giver omsorg, respekt og lytter empatisk, når hun forsøger at kommunikere. Hun tager ansvar og vogter sin søsters værdighed. Storesøster rækker hånden ud efter lillesøster, beder om hjælp, viser modigt og ærligt al sin sårbarhed, sine behov og sin respekt for alt det, hun til gengæld modtager.

De giver nu hinanden det, de forventede af den anden før. Rollerne er byttet i livets sidste kapitel og familiebåndene er stærkere end nogensinde. Deres forældre havde været stolte...

Lillesøster sad på stolen tæt ved søsterens seng. Hun læste højt. Tålmodigt, et lille afsnit af gangen, og gav god tid til, at storesøster kunne blunde lidt, smage på ordene og tage dem til sig i sit eget tempo. Efter nogle timer, rejste hun sig langsomt fra stolen, kærtegnede blidt storesøsters kind med sin hånd, strøg hende over håret, bukkede sig ned og hviskede til hende "Vi ses på tirsdag..."

torsdag den 25. oktober 2012

Fra Colosseum til Pantheon ...


Fire dage i Rom med fire veninder er ingen dårlig ide. Det er ikke rejsen i sig selv, men mere den effekt samværet, omgivelserne, arkitekturen og atmosfæren har på os, de tanker det sætter i gang.

Det er måske inspirationen i den individuelle smag og livsform som Rom byder på - blandingen af det moderne enkle, minimalistiske, det legesyge, skæve, farverige og det rustikke, gamle, støvede - duften af Rom og masser af historie. Sådan et sted finder man sig selv og mister sig selv igen...sammen med veninderne, lige der i midt i Rom, mellem alle monumenterne.

Født i 1962, 63, 64 og 65 fylder vi alle 50, som perler på en snor hen over de næste år. Ikke just vårharer, men dog væsentligt yngre end Roms monumenter - alt er jo relativt.
Livet omkring de 50 er godt - selv med læsebriller, hedeturer og alt det der naturligt følger med. For 50 handler også om en befriende ærlighed, selvindsigt, humor, selvironi og lysten til at opleve livet. Vi tillader os selv at have fokus på blot at være til og leve i nuet.

Vi har plads til rejser, oplevelser, litteratur, kultur og ikke mindst slow food - vi kan dykke ned i livet og nyde det indefra. Derfor indkvarterede vi os på Waldorf Astoria Rome Cavalieri, hotellet der stolt praler med deres slogan: "There are places you always remember..." - og helt med rette, for det var i sig selv en sublim oplevelse at bo der.

Hjemme bor vi hhv. i Norge, Sverige og i Danmark på Fyn og Sjælland - så vi ses, i sagens natur, ikke hver dag. Men på sådan en storbyferie tager vi revanche med vores ret veludviklede evne til at tale, alle fire på samme tid, og alligevel ikke gå glip af et eneste ord.

På gaderne i Rom var vi vist inde i samtlige butikker, vi passerede på vores vej fra Colosseum hen over Trevi fontænen til Pantheon. Vi er formodentligt blevet forvekslet med The Scandinavian Shopping Team, for det er klart en af fordelene ved at rejse med veninder; monumenter, italienske sko, tøj, bolig interieur - det hele har vores interesse. Vi gik også på jagt efter en meget stor (og tung...) dørhammer i messing og en helt særlig knap, som en af veninderne skulle bruge til en kjole, hun havde designet. Du finder faktisk den slags i Rom...

Men stemningen på de små italienske restauranter, maden og især duften og smagen var særligt forførende. Her kan du tale om umami. Aldrig har vi haft så travlt med helt at glemme tiden og fordybe os i velsmagende mad, drikke og samtale.

Is er ikke bare is i Rom - det er himmelsk - og med en bid af himlen i hånden er det stort at skue Neptun på sin vogn, trukket af vingede heste i Trevi fontænen. Rom blev udråbt til republik 509 f.Kr. - nogen tid siden, alligevel - og selv om alle veje angiveligt fører dertil, så valgte vi luftvejen med SAS - og ligeså da vi efter fire dejlige dage rejste hjem igen.

Ombord på flyet, mens vi sad der og blev betjent af de søde flyværtinder, slog det mig, at det jeg elsker mest ved at rejse, er den energi det giver. Fire dage i hvilken som helst by med fire gode veninder er, som en vitamin indsprøjtning. Det kan varmt anbefales. 

De bedste hilsener
Annemette  

tirsdag den 2. oktober 2012

En fobi kom forbi...


Jeg var helt sikkert en af de der unger med jord under neglene, græs på knæene og uglet hår. Jeg er født i 1963 og var barn i en tid, hvor børn skulle gå ud på vejen og lege. Vi legede i vandhuller, småskove og jordhuler. Klatrede i træer, gyngestativer og lygtepæle, og bagefter spiste vi håndmadder siddende på trappestenen - uden at vaske hænder først.

Så kom 1970'erne, hvor alt ligesom var tilladt, hår på benene og alt det der. Jeg husker mit ungdomsværelse med storblomstret tapet, ditto sengetøj og gardiner, og meget kreative bunker på gulvet af LP'er, kasettebånd, dagbøger, træningssko og sportstøj. På væggen tidens obligatoriske sættekasse proppet med småting fra mit unge liv - så svær at støve af, at jeg nok for det meste bare sprang den over.

Jeg voksede op og blev pludselig meget opmærksom på de der små labaner, dem vi ikke kan se med det blotte øje, bakterierne. De er på mange måder ligesom de bittesmå gnidninger i livet, dem vi vælger at ignorere, men som en skønne dag risikerer at fylde så meget under gulvtæppet, at de til sidst bliver den bule der vælter hele læsset.

Jeg tænker over bakterierne, når jeg er i biografen og en i nærheden nyser. I et fly, hvis min sidemand ser ud som om han ikke er helt rask. Når jeg giver nogen hånden for at hilse goddag. Når en forbipasserende hoster uden at holde sig for munden. Når der serveres buffet, og jeg skal dele buffetbestik med alle andre...

Konsekvensen er, at jeg kan se en hel film, med min rullekrave trukket godt op over næse og mund, og jeg kan åbne døren på et offentligt toilet med min ene fod...

Jeg tager hænderne op af lommen, skaber nye muligheder og tager ansvar. Efter rigtig mange år med et måske alt-for-meget-der-haster-på-min-tallerken-liv, presser bivirkningerne sig på i form af fobier, stress og angst. Jeg føler mig ind i mellem utilstrækkelig og ikke mindst ansvarlig for snart alt: Det vi glemte, venindens fyring, det dårligt vejr, ukrudtet mellem fliserne og ja, selv urolighederne i Syrien er nok også min skyld...

Så er der alle de små ting, som puderne i sofaen. Jeg kan ikke helt huske, hvornår det begyndte, det sneg sig nok ind på mig, at en fobi kom forbi. Jeg lagde mere mærke til puderne i sofaen. Havde det bare bedre, når de stod helt lige og i korrekt farveorden. Og saksen, den har sin faste plads i en bestemt skuffe. Det er her den bor ingen andre steder. Alt har en plads, og jeg ved hvor det er - og ja, sikkert også hvis du vækker mig midt om natten og spørger.

Jeg ved godt, det ikke er rationelt, så ind i mellem undlader jeg - helt bevidst - at rette på puderne, når jeg forlader stuen, eller lader saksen ligge skødesløst på køkkenbordet efter at have brugt den bare for at mærke hvor slem konsekvensen egentlig er.....jeg føler mig befriende rebelsk i ca. fem minutter - og så må det også være nok! Jeg lægger hurtigt saksen på plads i skuffen og retter puderne...puha - det føles dejligt.

Der er ganske sikkert en sammenhæng mellem mine fobier, behov for orden og niveauet af indre kaos og stress. Som mange af os, er jeg et sammensat menneske. På den ene side introvert med stort behov for alene tid. På den anden udadvendt med lyst til spændende og inspirerende relationer, sjov og ballade - en side som desværre altid puster lidt til mine fobier.

En fobi er værst, synes jeg, når man endnu ikke ved, at det er en fobi. Når en fobi kommer forbi er det derfor nødvendigt, at have familie, nære venner og et dybt og rummeligt netværk, der empatisk og med glimt i øjet, spørger ind til fobien. Ofte kvitterer de med egne fobier (tro mig der findes de mest utrolige....) og det er lykken, ikke at være den eneste. Det gør det lettere at se fobierne direkte i øjnene og være åben og ærlig om dem. Jeg er den, jeg er, livet er ikke en popularitetskonkurrence, men det er til gengæld ene og alene mit ansvar, at jeg kan fungere godt sammen med andre mennesker med mine fobier.  

Jeg deltager i mange netværk, hvor vi naturligvis hilser pænt på hinanden. Sådan en netværks-morgen giver jeg måske hånden til 45 mennesker og umiddelbart efter, sætter vi os til bordet for at spise morgenmad. Det kan jeg ikke - spise morgenmad - før jeg har været ude at vaske mine hænder meget grundigt. I starten var vi kun to, men ligesom bakterier og trends smitter fobier også, og nu er der efterhånden ved at blive trængsel ved håndvasken.

Ind i mellem tænker jeg med en ærlig længsel tilbage på de gode gamle 70'ere, tiden hvor alt ligesom var tilladt, håndmadder på trappestenen med små beskidte hænder - og før den første fobi kom forbi...

tirsdag den 18. september 2012

Ordene der blev væk…

Et lille tryk på knappen og jeg er online igen efter en lang offline sommerferie. Det er lidt som, at stige på en karrusel, der langsomt begynder at snurre. Inden jeg får set mig om, kører den bare der ud af igen – lige lidt for stærkt.

I sommerferien står de fleste af os, for en stund, af karrusellen. Når vi pludselig står der ved siden af, helt stille, ser alt omkring os markant anderledes ud.

Jeg bor på landet omringet af marker og det giver normalt et godt udsyn – et langt perspektiv. Men i foråret valgte landmanden at så majs på markerne. De står nu stolte, skulder ved skulder, mandshøje med rank ryg. De mest modne har anlagt sig noget, der ligner et prægtigt overskæg, måske for at vise at de er kønsmodne, måske bare fordi de kan? Uanset årsagen, er markerne omkring mig pludselig forvandlet til lange tunneler, og jeg ser verden i et helt nyt og meget kortere perspektiv. Det betyder ikke, at den har ændret sig. Det betyder i virkeligheden bare, at jeg nu ser med helt andre øjne på nøjagtig den samme verden – tankevækkende?

Denne sommer har jeg forsøgt at bremse tiden lidt - helt forgæves naturligvis. Der er stadig 60 sekunder i et minut, og 60 minutter i en time og jeg kan ikke nå alt det, jeg sætter mig for på en dag. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig? Måske at tiden ville snegle sig af sted, hvis jeg kedede mig bare en lille smule? Problemet er, at selv med ti dage alene helt uden planer, kedede jeg mig ikke det mindste.

Jeg ville bruge sommeren til at skrive. Ligge i græsset under magnolien med min stråhat i fred og ro og bare skrive de ord, der faldt mig ind. Jeg sendte mand og søn til USA i ti dage. Jeg skrev og skrev og skrev, men pludselig en morgen, var ordene væk.

Jeg har ellers altid rigtig mange ord i mit hoved, måske for mange. Bittesmå ord og store ord, smukke ord og frække ord, fremmedord og hverdags ord, kække ord og skrøbelige ord. Nye ord presser sig hele tiden på, og den eneste måde at få dem ud er at skrive. Når ordene kommer ud igennem mine fingre, ned på tastaturet og kædes sammen til sætninger og fortællinger, så tømmes de som vand fra en hane fra min hjerne - og det letter.

Men så pludselig en dag, her i sommer, blev de væk. Jeg ved ikke, om der bare var så mange ord i mit hoved, at de blev nødt til at stå musestille for overhovedet at kunne være der alle sammen. Eller om de var flyttet, udsolgt eller rejst på sommerferie til udlandet med resten af Danmark? Jeg ved bare, at de ikke kom ud igennem mine fingre, som de plejer, når jeg satte mig til tastaturet. Der kom overhovedet ingenting.

Kun et par linjer til min mand i USA: "Hej skat, savner dig. Græsset vokser meget hurtigere, når du ikke er her - eller også plejer du at slå det oftere, end jeg er klar over…"

Derfor har der været en længere pause i mine nyhedsbreve og på min blog. Jeg ved godt, det er helt forbudt, at holde lang pause, men jeg gætter på, at I forstår. Den gode nyhed er, at rigtig mange af jer, har skrevet til mig og venligt spurgt hvor jeg blev af. Jeg har været savnet, og det har I bestemt også. Dejligt.

Lige om lidt høster landmanden sine stolte majs på marken, jeg får mit lange perspektiv tilbage og måske også ordene….håber jeg.


fredag den 8. juni 2012

Tidens tand

De første dage i haven med jord under neglene iført gummistøvler og slidte havebukser fra 80'erne, minder mig om det sublime i det rustikke. Alene gensynet med min gamle rive, dens nedslidte skaft og skæve tand der stritter, som en fin dame der stritter med sin lillefinger - måske den føler sig lidt finere end andre river? 

Den kan ikke længere bruges til det grove havearbejde, ikke fordi den er fin, men fordi skaftet risikerer at knække. Den er, på den anden side, heller ikke klar til hverken efterløn eller pension, så jeg har valgt at bruge den til det lidt finere arbejde - og jeg tror det falder i god jord.

Mine havehandsker, dem af læder, kom jeg ved en fejl til at vaske på alt for mange grader, og de kvitterede på den behandling med at blive helt skæve og krøllede. Så kønne er de bestemt ikke længere, men de er mine, og de kender vejen rundt i min muldjord - næsten helt af sig selv.

Hund og kat er med i haven. Ronja, min labrador, stirrer med hængemule intenst ned i hver jordbunke jeg vender. Dukker der er regnorm op, er den hendes i et snuptag - en rigtig delikatesse. Garfield, min kat, lægger sig halvt skjult i en busk i umiddelbar nærhed og nøjes med, ind i mellem, at springe frem fra sit skjul, som en løve, og angribe min havehandske - eller et uskyldigt ukrudt der vipper i vinden.

Vi er alle i zen, sådan en forårsdag i haven; jorden, vinden, solen, planterne, dyrene og mig.

I efteråret åbnede jeg en egern-restaurant i min have. Den lille restaurant, med høflig selvbetjening, fik plads på valnøddetræet, så jeg kan se den fra mit vindue i kontoret - man vil jo gerne følge sin investering. Initiativet var velment, men succesen ret beskeden. På en skala fra 1 til 10, måske en forsigtig 4'er, og havde der været aktionærer og bestyrelse involveret i projektet, havde de nok siddet omkring bordet nu, med dybe rynker i panden. Her hvor jeg gør status på restauranten, er jeg blot lettet over, at den ikke er børsnoteret. Konklusionen er, at der er plads til forbedring - en eller anden form for produktudvikling er nødvendig, og jeg overvejer nu plan B.

Det hele begyndte, da vi flyttede ind i vores gamle præstegård og fandt ud af, at det store træ midt på gårdspladsen faktisk er et valnøddetræ. Lang historie kort; vi kan godt li valnødder, det kan havens egern også - og så gik krigen ind. Vi har ikke det mindste imod, at de samler valnødderne og gemmer dem til vintermånederne, træet er måske 150 år gammelt, så der er rigeligt til alle. Men vi må opponere imod, at de gemmer nødderne, hvor de ikke kan finde dem! De er virkelig gode til at gemme nødderne, men også virkelig dårlige til at huske, hvor de har gemt dem! Her i foråret finder jeg således bunkevis af valnødder rundt omkring, når jeg graver i jorden - valnødder som de har glemt, at de har gemt.

Man siger, at den der gemmer til natten, gemmer til katten - men vores kat, Garfield, er bestemt ikke interesseret i valnødder der er mærket af tidens tand, efter 6 lange vinter måneder under jorden – derfor restauranten.

Til gengæld har jeg, i foråret, åbnet en helt ny fugle restaurant som går over al forventning. Her er det kun logistikken (stor trængsel ved foder brættet) der er en udfordring – måske jeg skal overveje en betalingsring?

Lige efter vi flyttede ind, hængte jeg et lille sommerfugle hus op, længst væk i haven, fordi jeg forestillede mig, at sommerfuglene ville nyde at udvikle sig der i fred og ro - vi kalder det udkantshaven. Men jeg frygter nu, at tendensen til at flytte til storbyer også gælder sommerfugle, så ingen sommerfugle finder det interessant at bo i udkantshaven. Måske ved de bare ikke, hvor idyllisk der faktisk er? Huset står stadig tomt, og jeg begynder at overveje, om jeg kan få tilskud til nedrivning?

Nok sætter tidens tand sit præg på det hele; mit havetøj, redskaber, valnødderne i jorden og ja, også mig. Men som vin og venskab, mener jeg, det hele kun bliver bedre år for år.

Mit magnolietræ er et godt eksempel. Det har netop smidt alle sine overvældende mange blomster og den hyppigste reaktion på det er: "Hvor er det synd, at det er så kort tid, den er smuk". Men jeg er overhovedet ikke enig. Magnolien er faktisk altid smuk. Efter den har smidt sine smukke blomster, ligger de som et hav ved træets fod imens de smukkeste, helt lysegrønne blade erstatter blomsterne. Efterhånden bliver bladene større og kraftigere og skifter farve til dyb, mørk grøn, så der nærmest skabes en hemmelig hule under træets store grene, hvor man ganske idyllisk, kan sidde med sin stråhat og tage livet ind. Derefter kommer anden blomstring, med færre blomster, men dog på den mørkegrønne baggrund aldeles vidunderlig. Til sidst smider magnolien sine blade og viser sine smukke, krogede grene i al sin sårbarhed. Byder vinteren på sne eller frost, som lægger sig blidt på grenene, tror jeg sagtens, du kan forestille dig, hvor smukt det er at skue igennem køkkenvinduerne.

Så ja, tidens tand til trods, er magnolien faktisk også smuk hele livet - hvis den får din opmærksomhed.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

onsdag den 23. maj 2012

At vove er at miste fodfæstet et øjeblik...

Vi stod der, som sild i en tønde, midt i København. Alle regler var nærmest sat ud af spil med et overordentligt mylder af mennesker, barnevogne og cykler over alt og midt på vejene – opstemte og forventningsfulde. Vejret var fantastisk og byen vrimlede med glade mennesker fra hele Danmark og alverdens lande. Selv jeg, med min tendens til bakterie- og klaustrofobi, nød det fuldt ud.   

Det var i søndags, og vi var tilskuere til maraton i København. Vi var der for at se min søn løbe og blev straks fascineret af musik, rytme og begejstrede tilskuere der klappede og kom med opmuntrende tilråb - en ægte og hjertefølt hyldest til de 12.205 seje mennesker, der havde tilmeldt sig løbet og nu bevægede sig ad den planlagte rute i noget der lignede en kilometer lang slange. Det var mennesker i alle aldre og former, der øjensynligt havde besluttet sig for, at tage livtag med de mange kilometer under solen i København – hele 42,195 kilometer, som et maraton løb er.

Der var løbere med festlige tids-balloner i farvestrålende farver som lilla, rød og gul. Ballonerne dansede nærmest i luften over en flok energiske løbere der, hvis de kunne holde trit med de røde 4 timers balloner, ville gennemføre løbet på 4 timer. Der blev piftet og heppet fra sidelinjen og begejstringen var enorm, når vi spottede en løber vi kendte. Løberne gengældte begejstringen og tog glade imod det velfortjente bifald.

Jeg var imponeret af flere omgange – særligt over en gruppe oldboys, med ekstra kilo på sidebenene, der kæmpede sig modigt frem i flok. Jeg så modne, runde damer der standhaftigt lagde kilometerne bag sig. Jeg så en mand med sin datter i en babyjogger (en barnevogn udviklet til at løbe med) og tænkte: ”okay respekt”, babysitteren havde måske svigtet, men det var altså ingen hindring for ham. Jeg så Supermand, en Sumobryder og selveste Elvis!

Det bedste af det hele er, at det ikke er noget, man bare kan gøre – det er noget man skal øve sig i, i lang tid. På samme måde, som man skal med et godt parforhold, et godt forhold til børn, svigerbørn og børnebørn eller en god veninde og et godt netværk – ingen af disse ting skabes over natten. Vi skal øve os og arbejde på det i noget, der måske kan virke som en evighed set med dagens det-skal-gå-skide-hurtigt-fordi-vi-har-så-travlt målestok. Jeg er ingen ekspert, men i min optik bliver det der bygges på den lange bane dybt og værdifuldt på en måde, som det der skabes på en kort bane slet ikke kan – så indsatsen er det hele værd.

Ved 23 kilometer havde løberne tydeligvis stadig en fest, de smilede, vinkede og knoklede videre ud af ruten igennem Københavns gader. Ved 30 kilometer begyndte det at knibe lidt, benene blev tunge og hjernen blev besværlig: ”Det her er jo helt sindssygt” var der en der udbrød, mens han fokuserede på at flytte det ene ben foran det andet i noget, der skulle ligne løb. ”Hvis geniale idé var det her?” mumlede en anden, der tydeligvis var ved at være opslidt. Langt de fleste sagde dog slet ingen ting. Længere fremme begyndte flere løbere at stå af løbet og kapitulere til kilometerne. De enten lå eller sad langs ruten, fuldstændig udmattet.

I løbet af de mange kilometer, når de løbende sikkert dybt ind i sig selv, for at klemme de sidste kræfter ud. Der er rigelig tid til at granske de inderste kroge af sjælen, måske finde et svar på, hvorfor man dog tilmeldte sig dette (i situationen) forbandede løb? Ironien ligger i, at 5 minutter efter målstregen krydses, planlægger de fleste næste års løb.

De sejeste nåede endelig frem til målet 42,195 kilometer, hvor der var jubel og varm modtagelse. Stolte så vi min søn passere målstregen på 3 timer og 57 minutter. Efterhånden som løberne kom i mål, kæmpede tilskuerne i en skøn forvirring om plads til at tage billeder af deres helt egne helte og heltinder. Løberne var udmattede, nogle nærmest desorienterede, og andre havde endog brug for omgående hjælp til at stå på benene.

Jeg blev på mærkeligste vis fuldstændig bjergtaget af stemningen. Stolt, imponeret, forgabt i hele dette besynderlige fænomen og ikke mindst inspireret. Inden aftenen var omme – ups – så havde jeg tilmeldt mig næste års Copenhagen Marathon!

Måske vil du også tage livtag med kilometerne – eller noget helt andet? Vi Kvinder er et fantastisk sted at finde inspiration eller skøre indfald, der beriger dit liv og hiver dig ud af hverdagens trummerum. Se bare alle de netværk du kan vælge imellem – og hvis du ikke finder det, du søger i din by, så vov at miste fodfæstet et øjeblik og tag selv initiativ til et nyt netværk i Vi Kvinder, om lige det, du har lyst til.

Jeg vil ikke være publikum næste år, jeg vil selv løbe Copenhagen Marathon den 19. maj 2013 - og jeg har nu 362 dage til at komme i form.”At vove er at miste fodfæstet et øjeblik, ikke at vove er at miste sig selv.” sagde Søren Kierkegaard. Jeg vælger at vove – hvad vælger du?

De bedste hilsener
Annemette Klæbel

Besøg Vi Kvinder

Besøg Vi Kvinder på Facebook

onsdag den 14. marts 2012

Brikker i et puslespil...

Lige nu er mine ramsløg på vej op af jorden - efter krokus, vintergækker og erantis, kommer nemlig ramsløg. De vokser imponerende hurtigt, og jeg er sikker på, at de ville vinde planternes 100 meter løb - hvis det fandtes. 

Men jeg har bemærket, at ramsløg er en plante vi enten elsker eller hader. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der er indifferente. Vist er den smuk, frisk og vital, men så dufter eller lugter den af løg - afhængig af næsen der bedømmer - og der skilles vandene.  

Jeg holder meget af den og føler virkelig, at jeg lever livet, når jeg kan hente ramsløg ind fra min egen skov og eksperimentere med hjemmelavet ramsløgsolie, sauce verte eller pesto. Andre vil hellere købe den slags færdiglavet, pakket og klart i supermarkedet, for det er jo bare så forskelligt, hvad vi vælger at bruge vores tid på.   

Jeg kender en, der ikke kan komme igennem dagen uden en lang løbetur. Regn, tørke, sne eller 40 graders varme kan ikke afholde ham fra at motionere. Han ser faktisk ingen forhindringer, når han skal udøve fysisk aktivitet. Jeg forestiller mig, at hvis han en dag ikke kan finde sine løbe sko, vil han sagtens kunne løbe i gummistøvler eller på bare fødder. 

En anden fylder sit liv med musik. Han spiller guitar og klaver mindst 4 timer om dagen og er alligevel så organiseret, at han også har tid til lektier, venner og fritidsjob. Tidligt om morgenen, drager han glad af sted til skole på sin knallert som er pakket som et æsel med skoletaske, gymnastiktaske - og så lige en elguitar på ryggen.  

Jeg kender efterhånden mange, der til gengæld ikke føler, at de rigtigt lever livet, med mindre de laver en Facebook- eller Twitter opdatering hver anden time. Om de så har en fuldpakket dag med arbejde, rengøring, indkøb, fire snotunger, madlavning, to forældremøder og en familiefødselsdag, så når de alligevel at lave 4 status opdateringer. 

Og så kender jeg en, der læser en bog på 500 sider på et par timer. Hun læser også juridiske lovsamlinger og domme, for sjov. Hun har dertil et læsetungt studie og læser altid lige lidt ekstra for at være på den sikre side. Hun har mand, børn, vasketøj, indkøb og alle de andre gøremål der er i et travlt familieliv. Men nævner jeg en interessant bog, har hun altid lige nået at læse den til næste gang, vi ses. 

På den anden side, er der andre ting, der er så tunge for os, at de ikke kan føres ud i livet. Vi har enten ikke tid, kræfter, sko, briller, knowhow, plads eller penge til det - undskyldningerne står simpelthen pludselig i kø. 

Ind i mellem opfinder vi ligefrem forhindringer, der gør os ude af stand til at gøre det, vi måske føler, at vi burde. Jeg hørte om en kvinde der beklagede sig; hvis hun bare havde en bil, ville hun tage sin lille datter med ud på en tur. Den hurtige vil bemærke, at det netop er fordelen ved en tur, at man ikke behøver en bil. Tag din datter ved hånden, gå ud af døren og gå en dejlig tur med hende. Der er ingen forhindringer, du kan føre det ud i livet lige nu - hvis du virkelig vil.  

Hvad handler det om det der med, at rammerne skal være helt perfekte, før vi føler vi kan føre tingene ud i livet? Hvorfor står undskyldningerne i kø? Hvad skete der med lethedens princip og hvorfor er dét, der er så let for den ene, næsten uoverkommeligt for den anden? Er det bare indstillingen, vi går til emnet med, som i hvor der er vilje er der vej?  

Livet får en ekstra gnist og en lethed, når vi giver plads til dét, der interesserer os, om det er have, motion, litteratur, musik eller ramsløg betyder mindre, når blot vi er tro mod os selv og fylder livet med en hel masse, af det vi brænder for. Tænk hvor fascinerende det er, at lytte til og være sammen med mennesker der går lidenskabeligt op i et bestemt emne. Præsenteret af en ildsjæl kan selv entomologi jo gå hen og blive interessant.  

På en måde er vi som forskellige brikker i livets store puslespil. Ikke to er ens og det er først, når vi lægges sammen med alle de andre brikker; familie, venner og netværk, at vi danner et billede, der virkelig giver mening.  

Det får mig til at tænke på et citat af Oscar Wilde: "Be yourself - everyone else is already taken". Og så går puslespillet op.

De bedste hilsener
Annemette Klæbel